Betegnelsen 'middelalder' bruges i dansk historie normalt om de ca. 500 år, hvor den vesteuropæiske katolske kirke under paven i Rom spillede en væsentlig rolle i Danmark. Den danske konge Harald Blåtand og dermed i princippet også hans rige var ganske vist gået over til kristendommen ca. 965, men først små hundrede år senere nåede kirken en sådan grad af organisering, at det begyndte at minde om forholdene i andre europæiske lande. Der er derfor god mening i at kalde perioden fra ca. 1050 til Reformationen i 1536 for middelalderen. Når vi så kalder den første del af middelalderperioden for 'højmiddelalderen' skyldes det, at det er denne betegnelse man i almindelighed bruger om Europas historie ca. 1050-1340. I dette ligger en opfattelse af perioden som et tidsrum præget af vækst og blomstring.
Vikingetiden, som vi kalder perioden ca. 800-1050, var præget af stærk ekspansion udadtil i form af plyndring, handel og kolonisering, et landbrug, hvor kvægavl spillede hovedrollen, samt trosforestillinger, der det meste af tiden var domineret af asatroen (Odin og Thor osv.), mens kristendommen kun meget langsomt trængte frem i periodens slutning. Alt dette ændrede sig fra omkring midten af 1000-tallet.
Ca. 1050 var det endegyldigt slut med skandinavernes militære overlegenhed i forhold til det øvrige Vesteuropa. Det var slut med ekspansionen, og det blev nærliggende i højere grad at vende sig indad og udvikle samfund og produktion ad de mønstre, som var kendt fra det øvrige Vesteuropa.
I landbruget synes der således i begyndelsen af højmiddelalderen at være sket en vægtforskydning fra kvægavl/animalsk produktion til, at hovedvægten kom til at ligge på agerbrug/vegetabilsk produktion. Med middelalderlig landbrugsteknologi kunne man få ca. seks gange så mange kalorier ud af et givet jordareal ved at dyrke korn på det frem for at bruge det til husdyravl. Til gengæld krævede det betydeligt mere arbejde. Årsagen til denne ændring var formentlig en voksende befolkning, der skulle brødfødes, ligesom øgede krav om afgiftsbetaling fra jordens dyrkere til jordejere, kirke og kongemagt kan have spillet ind.
En voksende agerbrugsproduktion krævede, at man fik eller i højere grad brugte en plov, som kunne vende jorden, en såkaldt hjulplov, samt at man dyrkede skiftende afgrøder og lod jorden ligge brak, det vil sige udyrket hen, en hel del af tiden. Dette skete i det meste af landet i form af det såkaldte vangebrug.
Den voksende vægt på agerbrug medførte, at der kunne leve betydeligt flere mennesker i Danmark, og der er ingen tvivl om, at højmiddelalderen var præget af en meget stærk befolkningsvækst. På basis af den lidt bedre kendte udvikling i England, kan man gætte på, at der var tale om noget i retning af en tredobling af befolkningstallet til måske ca. 1½ million mennesker omkring 1300.
Men også udviklingen af samfundets institutioner blev præget af en stærk kulturimport. Det gjaldt i særlig grad for kirkeorganisationen og kongemagten. Resultatet blev her som i det meste af det øvrige Europa et samfund med to efterhånden konkurrerende øvrigheder: Kongemagt og kirkemagt.
http://danmarkshistorien.dk/perioder/hoejmiddelalderen-ca-1050-1340/
Opgave 1: spil spillet "Saxos rejse"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar